Jeg har netop fået en lille killing, og der er bare ikke noget, der kan gøre én i bedre humør, en sådan en lille bølle. Som alle andre killinger er den nysgerrig og aktiv, og der er ikke noget så livsbekræftende og hyggeligt. Den render rundt og vælter ting, bider i ting og snuser til ting, men den er simpelthen så kærlig når den får en af sine rolige stunder.
Den laver masser af ballade, og jeg kalder den Ballademageren. I går væltede den en plante, fandt en tube Glidecreme og bed hul i den, hoppede ind i opvaskermaskinen og gad ikke at komme ud, væltede dens vandskål, vadede rundt på flygelet nede i stuen og en hel masse andre ting. Jeg er allerede faldet helt på halen over den. Den er virkelig sød. Dens forrige ejere har lært den at den ikke må bruge kløerne når den putter og leger, og derfor kan man bare lade den springe rundt på én helt uden at være bange for rifter og den slags.
Den voksede op uden mor og fik derfor sutteflaske. Det kan den stadig godt lide indimellem, så den lægger rigtigt og sutter løs på flasken, mens den ælter med poterne, som en rigtig lille killing. Det er meget få gange i løbet af mit liv, at jeg har ejet et dyr, og det her er helt specielt. Jeg har kun haft en voksen kat, og det er den her bestemt ikke.
Jeg glæder mig til at se hvordan det bliver med den her søde killing. Ballademageren.